Besøg fra Cambodja

Tirsdag den 13. maj var der fuldt hus i det gamle missionshus på Kirkevejen i Rå ved Maribo.
Vi havde alle med stor forventning set frem til besøg af vore nærkontakter Signe og Anders Wive Philipps, som i slutningen af april kom hjem på orlov.
Oven i købet havde de børnene Aksel og Anna med. Børnenes farmor og faster gjorde det muligt for Signe og Anders begge to at bidrage ved mødet, hvilket der blev sat stor pris på.
Anders fik med udgangspunkt i lignelsen om “Den fortabte søn” vist os nogle af de kulturelle forskelle der er på den cambodjanske befolkning og os i Danmark, når e’n i familien bliver kristen. Ære og skam begrebene fylder rigtig meget.
Vi fik også et lille indblik i khmer sprogets opbygning og forsøgte at synge med på omkvædet i “Jesus elsker alle små” på khmer!
Signe fortalte os om, hvad de arbejder med – som også indebærer at finde deres plads i Battambang som familie. Nybrudsarbejde er fortsat en god beskrivelse af det arbejde de står i. Signe udtrykte
også, at det opleves som et privilegium, at vi står bag i Danmark – og at de sætter stor pris på nyt fra os.
LM’ erne på Lolland-Falster siger tak for besøget og ønsker god orlov og Guds velsignelse over familie og arbejdet i Cambodja.