Værdigrundlag for Luthersk Mission

Hvad er LM?

Samme teologiske grundlag som Folkekirken. Luthersk Missionsforening (LM) er en bevægelse, der arbejder på det samme kristendoms-grundlag som den danske folkekirke. Det vil sige på Bibelens budskab og den trosbekendelse, som også er Folkekirkens.
Mere om kristendommens budskab.

Fri og selvstændig

LM er en forening, der de fleste steder arbejder inden for de folkekirkelige rammer, men som en selvstændig og fri bevægelse. Nogle steder er der i LM-regi dannet menigheder, der står uden for folkekirken, men som har samme grundlag.
Evangelisk, luthersk, bibelsk LM er evangelisk og luthersk. Det betyder, at LM står for den klassiske kristendom, som blev indført i Danmark ved reformationen. I forståelsen af kristendommen ønsker LM at være tro over for Bibelen.
Mere om, hvad det vil sige at være luthersk.

Mission

En helt central del af LM's arbejde er at hjælpe mennesker til at få et helstøbt liv i troen på Jesus og løftet om et evigt liv. Det kaldes mission, og det handler både om udgivelse af bøger, internetsider, personlige samtaler, hjælp til syge og meget andet. Det foregår både i Danmark og i udlandet, hvor LM har flere missionærer end noget andet dansk missionsselskab.
Mere om, hvorfor LM er et missionsselskab.

Frivilligt arbejde - frivillige gaver

Langt det meste af LM's arbejde bliver udført af medlemmerne i deres fritid. De lokale kredse bliver ledet af mennesker, der har et almindeligt arbejde ved siden af. Det er ikke en forening for særligt højt - eller lavt - uddannede. I LM vil man gerne lægge vægt på at bruge den særlige åndelige udrustning, som Gud giver mennesker. Der er også lønnede medarbejdere i LM. Deres løn bliver primært betalt af frivilligt indsamlede pengegaver.
Mere om LM's arbejde i Danmark.
Mere om LM's arbejde i udlandet.

Demokrati

Omkring 10.000 deltager i LM's aktiviteter på landsplan, men der er ingen central medlemsregistrering. Man kan være medlem af den lokale kreds og dermed have indflydelse på valg af bestyrelse. Eller man kan komme til kredsens aktiviteter uden at være medlem. Både på lokalt plan og på landsplan ledes arbejdet af styrelser valgt af LM's medlemmer. Ellers er det frivillige ulønnede medarbejdere, der har ansvar for de fleste aktiviteter i LM. De suppleres af ansatte prædikanter, missionærer og sekretærer.

Læs LM's vedtægter her.

QR Code